Blog indlæg 1: I denne min første blog nogensinde har jeg valgt at reflektere over mit valg af MIL studie, og de overvejelser jeg har gjort i forbindelse med dette.

Inden jeg startede på modul l IKT–baserede læreprocesser på Master i IKT og Læring var der gået 2 års overvejelser med at finde ud af om det også var det rigtige for mig. Hvad mener jeg så med om det var det rigtige. For at besvare dette spørgsmål er jeg nødt til, at starte med at fortælle hvad jeg arbejder med i min dagligdag, og hvad arbejdet indebærer, men inden jeg fortæller dette, så tager vi et skridt længere tilbage, og starter med hvad der førte frem til mit nuværende arbejde.

Jeg blev færdig som Datamatiker i 2001, og havde en forestilling om jeg skulle ud have et arbejde, hvor jeg skulle arbejde med Data Warehouse, da det at arbejde med databaser ORACLE, MySql o.s.v. var noget jeg i løbet af min uddannelse havde fundet ud var lige noget for mig. Min hovedopgave på datamatiker studiet omhandlede selvfølgelig dette emne, og jeg synes selv min opgave var god.

Nu stod jeg så med en datamatiker uddannelse, og skulle finde arbejde og det fik jeg skam også. Jeg fik en stilling hos REVA Centret inde i København, og arbejdet bestod i at lave dataudtræk fra Excel databaser. Det var ikke lige sådan, at drømmen om at arbejde med Data Warehouse så ud, men vi skal jo alle starte et sted.

Jeg nåede at være ansat 1 år derinde, da min kone en dag kom og spurgte, om ikke det kunne være spændende at tage til udlandet og arbejde. Jeg forestillede mig, at vi skulle hen et sted, hvor der var dejligt varmt, så da hun sagde Grønland tænkte jeg, at det var ikke lige det der var mit første valg, og så med 3 små børn. Nå, men Grønland blev det, og så skulle vi finde ud af hvad vi skulle lave. Min kone var lærerudannet, og hun blev ansat som lærer, men da jeg ikke var lærerudannet, så fik vi strikket en ansættelse sammen, så jeg skulle arbejde med skolens IT. Glæden var stor da vi ankom, lige indtil at vi stod ud af helikopteren, og skolelederen stod med en ny ansættelseskontrakt i hånden, hvor der stod at jeg skulle undervise. Det protesterede jeg imod, men når man er 5000 km fra Danmark, så kan man protestere alt hvad man vil, og lige meget hjælper det.

Så jeg startede min lærer karriere i Grønland uden at vide noget om didaktiske overvejelser. I starten lænede jeg mig op af min kone som vidste noget om alt det jeg ikke gjorde, og hun var en stor støtte for mig i den tid vi var i Grønland. Af årsager jeg ikke skal komme ind på her, så tog vi hjem efter 1 år, og afbrød dermed den kontrakt vi havde indgået om, at blive i 3 år.

Efter vores hjemkomst hang arbejde inden for It-branchen ikke på træerne, så i stedet for begyndte jeg at læse til lærer på KDAS i Ballerup. Jeg havde fået smag for at undervise efter mit år i Grønland, og hvorfor så ikke få papirer på det. De næste 4 år læste jeg til lærer, og mens jeg læste fik jeg foden indenfor og blev tilkaldevikar på en skole, og lidt senere fik jeg en fast stilling som lærer på samme skole. Jeg kan ikke anbefale, at tage en læreruddannelse fuld tid og så arbejde som lærer på fuld tid, men det kunne lade sig gøre da min læreruddannelse var netbaseret, hvilke gjorde, at jeg ikke skulle i skole hver dag, og det var medvirkende til at jeg klarede mig igennem.

Efter min uddannelse fortsatte jeg med at arbejde på samme skole og elskede at undervise, men igen kom der nogle omstændigheder i spil som gjorde, at jeg valgte at søge væk. Det var her jeg faldt over en stillingsannonce hvor man søgte en IKT-konsulent til Specialcenter Roskilde. Da jeg læste annoncen følte jeg bare, at denne stilling var skræddersyet til mig, så jeg søgte stillingen, og fik den.

Og nu er vi så tilbage hvor vi startede, nemlig hvad er det så jeg arbejder med, og hvad indebærer mit arbejde. Jeg arbejder til daglig med mennesker som alle har det til fælles, at de har en eller anden form for funktionsnedsættelse, og ikke alle har nødvendigvis en diagnose, men diagnosen er ikke det afgørende i forhold til det jeg skal hjælpe dem med. Jeg skal sammen med ”borgeren”(det kalder vi dem) foretage udredning, undervisning og rådgivning i forhold til kommunikationsvanskeligheder. Hvad ligger der så lige i den beskrivelse?

For at give en forståelse af beskrivelsen, så vil jeg starte med at se på hvad ordet kommunikationsvanskelighed dækker over. Kommunikationsvanskeligheder indenfor mit regi dækker dels over, at du ikke har et talesprog, hvilket giver god mening når vi taler om kommunikationsvanskeligheder, men det dækker også over, at du ikke er stand til f.eks. at anvende teknologier som computer, Ipad, Smartphones eller lign. i din dagligdag som følge af en funktionsnedsættelse, som ikke nødvendigvis har med talesproget at gøre. Giver det mening?

Lad mig give et eksempel på hvordan der skabes sammenhæng imellem at have et talesprog og så have kommunikationsvanskeligheder. Jeg har en borger som har en aggressiv form for Sclerose, og jeg skal ikke gå ind i længere udredning af, hvad denne diagnose indebærer, da man selv kan læse om dette på nettet.

Men da jeg lærer borgeren at kende sidder vedkommende i manuel kørestol, og kan bevæge den ene hånd en smule. Borgeren kan lige styre fjernbetjeningen på TVét og trykke på et nødkald. Nødkaldet aktiverer telefonen(stationær telefon) som løfter røret, og borgeren kan tilkalde hjælp. Borgeren har ingen vanskeligheder med at tale, og udtrykker sig klart og tydeligt, men har ikke anden førlighed en beskrevet ovenfor. Det er så her, at jeg kommer ind i billedet.

 I min udredning med borgeren finder jeg ud af, at der er et ønske om at være på Sociale medier(Internettet, Facebook), skrive og modtage E-mails, betjene telefon(ringe og modtage opkald) samt skrive og modtage SMSér. Det er noget vi i dagens Danmark tager for givet, at vi alle bare gør, men for en gruppe af mennesker er dette ikke en selvfølge, og de skal have hjælp til at kunne dette.

Min arbejde består i, at få alle disse del elementer af ønsker til at gå op i en højere enhed, så borgeren får en så selvstændig hverdag, og hvor det er borgeren som styrer aktiviteterne. I det konkrete tilfælde bliver løsningen en øjenstyret computer, hvor jeg integrerer alle del elementerne, så der skabes en helhed. Undervejs i forløbet får borgeren bevilliget en elektrisk kørestol, og den bliver så også integreret i den samlede løsning, således at borgeren kan styre kørestolen med øjenstyringen. Hvis du synes, at det lyder som utopi, så tag lige og kigge på den video som jeg har lagt et link til.

 Link: https://www.youtube.com/watch?v=jx8zvhMWK-4.

Det er ikke min borger, men det kunne det godt have været. Kommunikationsbegrebet bliver således udvidet til at omhandle mere end bare det verbale/nonverbale, og det er indenfor dette spændingsfelt at jeg arbejder.

Dette bringer mig så tilbage til mit spørgsmål om, hvorvidt MIL uddannelsen er det rigtige for mig. Jeg har været meget i tvivl, men i løbet af seminariet i Aalborg gik det pludselig op for mig, hvor jeg kan integrere uddannelsen i mit daglige arbejde. Denne åbenbaring kom første gang, da jeg hørte Janni Nielsen, professor, Copenhagen Business School tale om faget IKT og interaktionsdesign som er modul ll på MIL uddannelsen. Jeg fik en god snak med Janni omkring interaktionsdesign og Internet of Things, og jeg skal ikke gå ind i detaljer omkring det her, men bare sige, at det var en øjenåbner for mig, og det gjorde, at jeg fik sat tingene ind i et perspektiv som jeg kunne forholde mig til, og som gjorde det klart, at jeg var på rette spor i forhold til mit valg af uddannelse.

Den næste åbenbaring kom om lørdagen, hvor jeg hørte Jørgen Lerche Nielsen(RUC) tale om læringsteorier. Jeg har sjældent mødt en som så præcist og enkelt kunne give et overblik over læringsteorierne, og gøre det super interessant samtidigt. Jeg husker min tid fra seminariet, hvor jeg kæmpede mig igennem dem, og hvor det bare gjaldt om at få det overstået, men lige her i Aalborg var det, at jeg indså, at disse kunne give mig noget i forhold til mit daglige arbejde. Nu kunne jeg tage noget ud fra teorierne, og omsætte det til praksis. Hvordan så det? Jo, det er sådan, at jeg ofte i forbindelse med mit arbejde med opsætninger og lign. skal undervise i hvordan pårørende, ægtefæller, hjælpere, lærere eller pædagoger selv kan arbejde videre med det jeg afleverer, og her stiller det krav til mig som underviser, da vi ikke alle sammen har de samme faglige kvalifikationer indenfor f.eks. It. Det stiller krav til mig at kunne håndtere denne mangfoldighed af personer, og her er det at jeg kan gøre brug af læringsteorierne.

Jeg glæder mig til, at komme i gang med at bruge det jeg har lært, og det jeg kommer til at lære, og min tvivl, ja, den synes begravet et sted oppe i Aalborg.

Dette er således mit første forsøg på at skrive en blog, og det skal ikke tages for mere end det er. Det har været sjovt og det har givet stof til eftertanke, og så er det faktisk mere tidskrævende end jeg havde forestillet mig, men nu er jeg kommet i gang, og det vil jeg glæde mig over J.